Motherload

Invitation

 

Tag med i skoven lørdag d. 8 september kl.14-17.30 når SKOVSNOGEN – Deep Forest Artland inviterer til fest i skoven. Her præsenterer vi årets store projekt ”Motherload”. På vej rundt i skoven kan du møde de deltagende kunstnere, performance, oplæsning, events, musik og boglancering. Skovsnogen er vært ved forfriskninger/snacks til både børn og voksne.

Motherload er udviklet/kurateret af Anna Magrethe Pedersen og Ditte Sori og de deltagende kunstnere
er Kristine Kemp (DK), Sara Deraedt (BE), Hannah Heilmann (DK), Mathias Kryger (DK),
Jonathan Meese (DE), Rasmus Myrup (DK), Saskia te Nicklin (AU), Michala Paludan (DK), Anna
Margrethe Pedersen (DK), Rasmus Røhling (DK), Emma Sheridan (UK), Ditte Soria (DK), Lewis
Teague Wright (UK), New Noveta (UK)

I forbindelse med åbningen af ”Motherload” lanceres bogen med samme titel. Bidragsydere til bogen er foruden de udstillende kunstnere; Maria Hesselager, Liv Sejerbo Lidegaard, Pernille Zidore Nygaard
Tekstuddrag og værkgengivelser venligst udlånt af
Margaret Atwood, Judy Chicago, Elfriede Jelinek, kunstnere bag Venus’ fødsel, Reba Maybury, LeRoy McDermott + kritikere, Maggie Nelson, Else Marie Pedersen og Amelie Von Wulffen.

Sideløbende med ”Motherload” præsenteres også værket 4.68 square metres of the facade of Kunsthal Charlottenborg i Billedhuggerhaven Skovsnogen, der er skabt af Adam Fenton (UK), Siska Katrine Jørgensen (DK) og Veronica Rigét (DK), der også præsenterer en reorganisering af Billedhuggerhaven Skovsnogen sammen med Anna Holmberg (DK). Endelig præsenterer vi installationen ”In the Woods” af kunstnergruppen Allan Gabi (DK).

Program

Program:
13.30 – 14.15__Vi tager imod jer på P-Pladsen og udleverer dagens program og kort over området
14.15__Velkomst og præsentation af værket 4.68 square metres of the facade of Kunsthal Charlottenborg i Billedhuggerhaven Skovsnogen
14.45__Velkomst og præsentation af installationen ”In the Woods”, foruden værk af Adam Fenton i Skulpturkirkegården
15.15__Velkommen til Motherload ved Ditte Soria og Anna Magrethe Pedersen. Drinks og snacks og oplæsning ved Maria Hesselager og Liv Sejrbo Lidegaard
16.15__Performance ved Mathias Kryger (DK) og New Noveta (UK)Lewis Teague Wright spiller musik
Drinks og snacks

Dybt inde i Moder Natur


Hannah Heilmann, Mælkemor, Skyggefar og stedmoderblomster, 2018. Kjole i bomuld og mælkefibre, ruin med freskomalerier, stedmoderblomster.

 

Skulpturparken Skovsnogen er blevet beriget med en fysisk skrøbelig og konceptuelt stærk udstilling om moderskabet i allerbredeste forstand.

Af Louise Steiwer 11.09.18 Kritik     Nordisk kunsttidsskrift

Hvad stiller man op, når man pludselig finder ud af, at der til det hus, man netop har købt, hører 25 hektar skov? Det må have været dilemmaet for billedkunstner Søren Taaning, der for godt ni år siden etablerede Skovsnogen – et udstillingssted i den fri natur godt 30 kilometer syd for Herning – sammen med kollegaen Rene Schmidt. Siden da har projektet bevæget sig fra hobbyplanet over i en professionelt drevet skulpturpark, der i omfang svarer til Wanås i Skåne, men som i modsætning til sin svenske ækvivalent befinder sig i betydeligt vildere og mindre trimmet natur.

Hvert år føjes der nye værker til den allerede imponerede samling, der i dag tæller værker af mere end 100 kunstnere, og det fejres med en åbning i september, hvor folk strømmer til skoven fra alle ender af landet. Det var således en fuld bus fra København, der føjede sig til de godt 200 mennesker, som denne weekend var mødt op i skoven til præsentationen af udstillingen Motherload, der er en af flere nyligt tilkomne projekter.

Bevæbnet med kort og paraplyer gik vi ad en smal skovsti langs marker og vandløb, gennem nåle- og løvskov, og stødte undervejs på de mange, primært skulpturelle projekter, der var stået ud på ruten. Nogle føjer sig ind i og går i dialog med den natur, der omgiver dem – heriblandt Malte Klangenberg og Laurits Nymand Svendsens indkapslede, levende kube med halm og mycelium, og Julie Stavads smukke, keramiske beholdere, der indsamler regnvandet – mens mange andre operere med det overraskelsesmoment, der ligger i at gå af en stille skovsti og pludselig møde Jes Brinchs meterhøje «HATE»-skulptur af røde mursten mellem granerne.

Jonathan Messe, Motherload Manifest North, 2018. Print på bannervæv.

 

Der er foreløbig hverken elektricitet eller vand i skoven (omend det er et ønske at få det i fremtiden), hvilket sikkert er forklaringen på, at så mange af værkerne langs ruten har skulpturel karakter. En anden årsag er ganske givet, at det for mange værkers vedkommende er planen, at de skal være en permanent del af Skovsnogen, og derfor skal være robuste nok, til at klare vind og vejr uden alt for meget vedligeholdelse.

Anderledes forholder det sig med et af årets nye projekter, Motherload, som hverken er skulpturelt baseret eller har permanent status. Motherload ligner derimod mere en traditionel udstilling, der kunne have været præsenteret på YEARS, kuratorerne Anna Margrethe Pedersen og Ditte Sorias udstillingssted på Nørrebro.

Selv om Motherload ligger midt i skoven, i en lysning mellem tætte træer, er rummet defineret og afgrænset af fire store bannere i hvert verdenshjørne. Herpå har Jonathan Meese, der selv er kendt for at medbringe sin mor på alle sine rejser, opridset Motherload-manifestet, der tegner et rimelig altomsluttende billede af moderfiguren: «Mutterz = Chef, Liebe, Baby, Macht, Wahn, Natur, K.U.N.S.T», hedder det blandt andet på det østvendte banner.

Anna Margrethe Pedersen, Motherload, 2018. Stenmosaik, platform

 

Motherload kan oversættes til «hovedåre» – af den slags, man eksempelvis finder i en guldmine. Men udstillingen arbejder også med alle de andre associationer, som ordet giver: «Et ordentligt læs moderskab eller moderens byrde,» som Ditte Soria formulerer det i sin åbningstale, der bliver afholdt fra «udstillingens navle» en rund platform smykket med en mosaik af strandsten. Platformen er Anna Margrethe Pedersens værk og fortæller lidt om, hvor bredt man i denne udstilling forstår moderskabet. Her er det kuratorrollen og det at skabe en platform, hvorpå andre praksisser og værker kan udfolde sig, der udfoldes som et aspekt af den moderne moderrolle.

Et andet, måske mere problematiserende, blik på moderen findes i Hannah Heilmanns lille, skrøbelige familie, Mælkemor, Skyggefar og stedmoderblomster. Her finder vi Mælkemor – en lang, hvid kjole, der flagrer i vinden fra en gren – og Skyggefar i form af små bygningsruiner, som hviler direkte på skovbunden. Familiens fremmedelement, Stedmoderen, er repræsenteret af flere stedmoderblomster, der er plantet i skovbunden som små eksotiske gæster i den hårdføre, skandinaviske natur.

New Noveta, Vanix Vrizoil, 2018. Performance, grøft.

 

En stor del af udstillingens værker beskæftiger sig med naturen som skabende udgangspunkt og med de paralleller imellem moderskab og økosystem, som findes i de nyere feministiske teorier, der ser (kvinde-)kroppen som værende i konstant, væskende udveksling med sine omgivelser. Således har Michala Paludan bidraget med en række store, lidt deforme graviditetspuder, der slynger sig i skovbunden omkring stammerne på spæde grantræer, og Lewis Teague Wright har sat en scene — bestående af to orange jagtstole – for en skrevet dialog imellem to karakterer af mudder, der fødes af regnvand, omdanner planter og døde dyr til muld og udtørres af solen.

Udstillingens for mig stærkeste indslag var en performance af britiske New Noveta. To kvindelige performere klædt som skovmytologiske figurer rev og flåede i lange mørkerøde tarme, der indkapslede geleagtige klumper af æg.  En slags dramatisk fødselsseance, hvor kunstige og naturlige væsker sprøjtede fra en dybblå vandpøl op på det publikum, der bevægede sig for tæt på, til et foruroligende, diskantpræget soundtrack og højlydte skrig fra performerne.

De mange forskelligartede vinkler på moderskab er forrygende godt iscenesat i skovomgivelserne, hvor den udveksling imellem natur og krop, der er på spil i mange af værkerne, ikke blot forbliver på referenceplanet, men indgår i en reel interaktion med omgivelserne. Udstillingen kører til 1. december, men der går formentlig ikke lang tid, før Heilmanns stedmoderblomster visner, stofværkerne flænses af vinden og det hele indoptages i den naturlige cyklus, som også moderskabet er en del af.

 

Michala Paludan, uden titel, 2018. Puder.

 

 

Motherload Åbning

Åbning af Motherload af René Schmidt

Efter to dage med massiv regn brød solen igennem den 8. september klokken 13.30 i Deep Forest Artland. Skovens diverse mylder af liv havde fået et chok. De gigantiske guldsmede og hestebremser fløj igen. Megadroner på jagt efter human fugt. Padder og tudser forsatte deres vandring i nålekvaset forbi de store klynger af svampe. Den massive betonklump af en bro ved åen var på nippet til at sejle væk. Moder jord viste sig med alt sin tydelige kraft og styrke, power to the land. Motherload.

200-300 mennesker havde trodset himmelens våde åbning og indtog Skovsnogens smalle sti, der bugter sig igennem de mangeartede biotoper. Forfattere, poeter, musikere, performere og en flok af makers havde endnu engang startet en ommodellering af det, der en gang var goldt hede land.

 

 

Spejling af Billedhuggerhaven

I et hjørne af skoven der har plantagens karakter, startede Billedhuggerskolen på Charlottenborg få år tilbage en spejling af Billedehuggerhaven Charlottenborg. En forening af nuværende og gamle elever har overtaget matriklen og sat gang i et monumentalt eksperiment. Nyanlagte stier peger på den opvoksende have. En 5 m2 hype detaljeret supertynd fiberbetonafstøbning af en del af Charlottenborgbygningen – den tidligere botaniske have på Kongens Nytorv – er raffineret rejst i sit eget spejlingspunkt. Denne fremstår som en 3d scannet model uden bagside opretholdt af et stålstavær som dealer med tyngdekraften.  Adam Fenton, Siska Katrine Jørgensen, Franco Turchi, Anna Holmberg og Veronica Rigét er skulptørerne bag denne ytring.

Som de siger; ”The curatorial theme for the 2018 exhibition at ‘Billedhuggerhaven Skovsnogen’ focuses on the idea of mirroring. Work that has taken place in the garden this year was done so to primarily make the garden in Skovsnogen more visually and conceptually linked to the sculpture garden in Copenhagen. Notions of placement and geographical location are emphasised in order to support the foundational concept of the sculpture garden in Skovsnogen: to reproduce the environment of the sculpture garden in Copenhagen, as an area for artistic production and a space to exhibit”

Næste stop Kirkegården
På en tavle i Skulpturkirkegården stå blandt andet:
”Vi bygger ruiner – Skulpturkirkegården er Skovsnogens drøm om den tilgroede romantisk have i form af en nedlagt kirkegård. Skulpturkirkegården rummer dog ikke kun skulpturer, men kunstværker skænket af professionelle kunstner fra nær og fjern.”

Adam Fentons grønne selvportrætsbyste i voks er uanseligt placeret i nåletræsskovbunden blandt unge graner. I form og gestik kunne det være et ungt portræt af for eksempel Lt-General Augustus Henry Lane-Fox Pitt Rivers. Portrættet af den vestlige mand som opdagelsesrejsende og imperialist der lader sig fordærve og sprænges af modernatur. Ingen ved hvad er vil ske, vil den frostsprænge, blive spist, smelte eller ja hvor ender moderniteten. På den anden side af kirkegårdsstien er vokset en kæmpestor åben monolitisk, konstruktivistisk, selvgenerende mineralstruktur op, rundt om vækster og andet i skovkirkegården. De knivskarpe aluminiumsprofilers kælne vokseværk taler sig ind i produktionsplantagens næsten etkimede slanke lige træstammer. Kontrol, vækst og det målbare verdenssyn, et kvadrofonisk BIM (digitale filformat – BygningsInformationsModellering).

Motherload

Motherload en tidsbegrænset udstilling i skoven er udviklet/kurateret af Anna Margrethe Pedersen og Ditte Soria. De siger bla; ”Det er tydeligt for os, at ”moderen” ikke har en fast rolle, men at hun optræder centralt eller i periferien af stort set alting. Moderskabet udgør et polyfonisk og ret gennemtrængende kor af stemmer…”  Motherload udstillingen har ryddet en parklignende struktur i underskoven i denne ellers så tilgroede del af Skovsnogen. Mellem de to indgange og scenen i centeret forgrener der sig små nyanlagte stier. Parken er yderligere afgrænset af 4 store bannere i hvert verdenshjørne ”Motherload manifest” syd-øst-nord-syd skabt af Jonathan Meese. Uddrag af tekst; ”Emma Peel_Moomin Motherz_Mutterz_ERZ_Tarantula_Salz_Liebe_baby_erzland_Mutterz=Future”.

Motherloadparkens to indgange er prydet af to værker, som er diametral modsatte i materialevalget: New Noveta, Vanix Vrizoil (performance-grøft) og Emma Sheridan, Master Baby statue i Portlandsten. På en tornado komprimeret af alverdens søjlemotiver, en uendelig oververdslig bevægelse bliver Master Babyen præsenteret i en kæmpe muslingeskal. Det er ikke Venus’ fødsel tværtom, moderen er væk her er det den ny skabte fyldige genetik der præsenteres dekadent med en stiliseret ananas som pejlemærke.

Et andet sted står Rasmus Røhlings værk Bertha Wegmann: Young Mother with a Child in a Garden (Blake’s Laocoön) i et grønt kommunalagtig parkskilt. Motivet er indstøb i epoxy og fremtræder semitransparent således, at bagsiden fremmaner en tegnet graffiti. Den unge moder har fået en tekstglorie, der starter med ordene: ” burn the fucking horse” og moder med barnet bliver omsluttet af (måske) slangen i paradiset. (Om Bertha; I 1877 modtog hun betydelig anerkendelse, da hun på Charlottenborgs forårsudstilling udstillede sit maleri: En enke med sit barn. I de følgende år modtog hun den Thorvaldsenske udstillingsmedalje og blev dermed som den første kvinde nogensinde valgt ind i Kunstakademiets plenarforsamling).

Rasmus Myrup, Homo Homo Sapiens (Paleolithic Partners). Graveret glas. Uddrag fra Myrups tekst Part of the Herd; ” The lands stretched endlessly in front of them. Under the blue, grey, red, yellow and black skies, browns, greens and bright sun glints in the meandering waters were taking turns to fill up Hee’s field of vision. Out where the land turned to sky or the sky to land, it all looked as flat, but closer towards Hee, the buckling curving features of the landscape were showing themselves. Soft rolling hills with low, lush, fresh, green fur covering the brown flesh of the earth. It was this green that had led them here. Traversing the plains, they were following the herd of reindeers…”

På en interaktiv scene på en orange ombetrukket jagtstol kan man opføre Lewis Teague Wright_MUD. Udrag; EXT. EARTH_The following conversation between the consciousness of mud exists on a scale humans cannot perceive. This short dialogue began at the formation of the earth, and ended as you began._Title card YEAR XXXX._MUD X._Position yourself, allow for the rivers to ponder your silt and rains to bustle your weight._MUD Y._Chattering roots to take hold._MUD X._Engulfing our first corpse._MUD Y._Light flickering our hide. Sped through the leaves, dancing its…

Uddrag af Saskia te Nicklin skilteskov; TRAPPED BY HAVING TOO MUCH_THATS AN ODD IDEA_DO YOU NEED DEEPER UNDERSTANDING_WE HAVE LITTLE WAY OF FIGURING IT OUT_AUTHENTIC PASSION_THATS THE COST OF SUCCESS…

Kristine Kemp, Matrikel Matricula. Fældet træ. (Uddrag fra Meyers Fremmedordbog Matricul(a), Matrikel; Fortegnelse over Ting af een Art, Jordernes ældre, nyere Skyldsætning (i Danmark af 1664, 1688 og 1844))

Andre værker; Hannah Heilmann, Mælkemor, Skyggefar og stedmoderblomster. Kjole i bomuld og mælkefibre, ruin med freskomalerier, stedmoderblomster_Ditte Soria, Foam Arisen. Papmaché og plastic (badekar og taburetter).Michala Paludan, uden titel. Puder (gigantiske multi graviditetspuder) Sara Deraedt, uden titel. Gynge (højt ophængt i kraftige kæder). Anna Margrethe Pedersen, Motherload. Stenmosaik, platform.

 

På Anna Margrethe Pedersens platform opførte Mathias Kryger en inciterende performance og Liv Sejrbo Lidegaard samt Maria Hesselager foretog oplæsninger.

At møde alle disse voldsomme og dog kærlige ytringer i en ”natur” vi selv har plantet sammen med 200 – 300 så diverse mennesker (landmanden, dagplejeren, kunstneren, politikeren, barnet osv.) blev en dyb oplevelse. Det var som at møde Enrico Dalgas i det antroprocæne, den ny menneskelige tidsalder, hvor mennesket påvirker naturen – og ikke omvendt. Kan vi modellere andet end os selv. Kan vi føde vor egen undergang. I en samtale med New Noveta om deres performance (Vanix Vrizoil) hørte undertegnede, at det der kunne ligne en makaber fødsel måske mere var en abort. Som om de havde sagt: The force of nature will prevail and we have to deside, are we nature or will we become the childless sluts of humanity.

Motherload Åbning 2018