Sommeråbning i den dybe skov - en årlig tradition

Kom med, når vi fejrer tilblivelsen af fire unge kunstneres værker, skabt særligt til Deep Forest Art Land.

Siska Katrine Jørgensen, Gustav Gaston, Laura Hjort og Filip Vest er særligt udvalgt til projektet UNG SAMTIDSKUNST, hvor de over en toårig periode har udviklet stedsspecifikke værker i skoven – med sanselige, performative og refleksive formater.

Som en del af vores årlige sommeråbning præsenteres værkerne – i udvikling – gennem forskellige greb og sanselige formater, som giver publikum indblik i både processer, eksperimenter og taktile møder med kunsten i samspil med skovens rum.

Arrangementet former sig som et vandrende møde med kunsten og naturen – med plads til fordybelse, fællesskab og sanselighed under trækronerne.

🕒 Vi starter med velkomst i Det Gotiske Kvarter kl. 14:30

Alle er velkomne og arrangementet er gratis – programmet kommer snart!

Om kunstnerne og deres værker

GUSTAV GASTON – HOLE

I forbindelse med indvielsen af Gustav Gastons installation Hole byder dagen på samtaler, aktioner og performative indslag. I samarbejde med Post Brothers udforskes underjordiske logikker og krydsfeltet mellem by- og skovmiljøer, og indvielsen lægger grunden til fremtidige aktiveringer af dette stedfremmede værk.

Gustav Gastons arbejde med Hole er støttet af Louis-Hansen Fonden, 15. Juni Fonden, Statens Kunstfond og Knud Højgaards Fond.


FILIP VEST – RUINERNE

Kom og oplev Ruinerne – en musical skabt af Filip Vest i samarbejde med dramaturg og koreograf Kai Merke. Midt i skoven opfører en gruppe performere en sanselig fortælling om at opbygge et alternativt fællesskab i ruinerne af det bestående samfund. Gennem installation, tekst og performance – og med metoder fra teater og musical – udforskes forestillingens potentiale: Hvordan kan man skabe nye sprog, bearbejde nedarvet vold og forhandle tidligere tiders utopier på ny?

Filip Vests arbejdet med værket er støttet af Den Obelske Familiefond.


LAURA HJORT – LILY PAD

Lily Pad er navnet på USA’s skjulte militærbaser i udlandet. De er diskrete, ofte bemandede og altid klar til at handle. Det er også titlen på en serie af værker af billedkunstner Laura Hjort i Deep Forest Art Land – små, stedsspecifikke indgreb, der opstår som midlertidige baser i landskabet.

Den 16. august vender Lily Pad tilbage i sin fjerde form. Denne gang har Laura Hjort udpeget et toilethus som base for subtile forstyrrelser. Besøgende møder små interventioner, der efterlader et diskret spor – et næsten usynligt, men kropsligt og invaderende performativt greb.

Værket er støttet af Det Obelske Familiefond.


SISKA KATRINE JØRGENSEN

Under åbning vil det være muligt at møde Siska, som netop har påbegyndt processen med sit værk.

Hvordan ser en maskine ud, når den bliver et med skovbunden? Siska undersøger det krydsfelt, hvor krop, teknologi og skov mødes og smelter sammen. Med støbninger af træ – fra savsmuld til brændestykker – skaber hun et værk, der gradvist opløses og forvitrer som et væltet træ. Installationen balancerer mellem det naturlige og det industrielle, og stedet – både fysisk og sanseligt – spiller en afgørende rolle. Publikum vil i den kommende tid få mulighed for at møde et værk i transformation, hvor skovens egne kræfter langsomt overtager kontrollen. Hvad gør maskinen ved skoven – og hvad gør skoven ved maskinen?

Om UNG SAMTIDSKUNST

Om UNG SAMTIDSKUNST

Projektet UNG SAMTIDSKUNST er udviklet af Deep Forest Art Land og støttet af Det Obelske Familiefond og Louis-Hansen Fonden.
Læs mere om projektet her