Corona-undervisning

Book undervisning i skoven!

I Deep Forest Art Land har vi lavet en række undervisningstilbud til alle klassetrin, tilpasset retningslinjer og hygiejnehensyn. Det er en oplagt mulighed for at komme ud af klasselokalet og ind i en verden af kunst og natur.

Alle undervisningstilbud skal bookes via mail til skovsnogen@hotmail.com med kontaktoplysninger, antal elever, ønsker om dato, samt hvilket undervisningstilbud I er interesserede i.

Læs mere om de forskellige tilbud herunder.

Sansetur for de mindste (3-6 år)

Vi lander, lytter efter lydene fra skoven, mærker kroppen mod skovbunden, køligheden mod huden, det der kan sanses med hænderne, og vi ser mod himlen og trætoppene – vi åbner for sanserne, så alle er sanseligt til stede i oplevelsen og klar til at være nærværende.

Find smådyr – efter et besøg hos den store gule snog, går vi på jagt efter smådyr. Hvad gemmer der sig under bladene, ved det faldne træ eller under en sten eller ved træstubben?

Vi bygger små skulpturer/installationer af skovbundens materialer – og undervejs spiser vi vores medbragte madpakker.

Tidsrum: 9.00-12.00

Pris: 1500,-

Max 25 deltagere inkl. pædagogisk personale

Parfumør for en dag (0.-3. kl.)

Vi oplever kunstværket – og ser på, hvordan kunstværket får os til at bruge lugtesansen i skoven. Vi tager afsæt i Nanna Abells værk ”AW14” (2014).

Eleverne skal medbringe en let taske med et lille syltetøjsglas med låg samt pennalhus.

Tidsrum: 9.00-12.00

Pris: 1500,-

Max 12 deltagere, inkl. pædagogisk personale.

Langt ude i skoven (0.-5. kl.)

Tag dine elever med på en aktiv og inspirerende ekspedition i Deep Forest Art Land – Skovsnogen. På vej rundt i skoven vil vi gennem dialogiske øvelser skabe fælles erfaringer i mødet med de mange skulpturer og installationer. Undervejs på turen kan eleverne nyde deres madpakker under åben himmel eller under et af vores overdæk. Forløbet tilpasses det aktuelle klassetrin, ligesom vi tager højde for elevernes kompetencer og forforståelse.

Tidsrum: 9.00-12.00

Pris: 1500,-

Max 25 deltagere, inkl. pædagogisk personale.

Aftryk i naturen (3.-5. kl.)

Lav dit eget aftryk af natur og kultur. Med afsæt i mødet med udvalgte installationer i skoven, skal eleverne i mindre hold lave et aftryk eller en afstøbning af noget, ligesom forskellige kunstnere har gjort det, i Deep Forest Art Land.

Eleverne skal medbringe en tom og skyllet mælkekarton UDEN plastiklåg samt tøj, der gerne må komme gipsstænk på.

Tidsrum: 9.00-12.00

Pris: 1500,-

Max 12 deltagere inkl. pædagogisk personale.

Eventyr på egen hånd (4.-9. kl.)

Til dette forløb har vi, i samarbejde med kunstnere, udviklet nogle forskellige opgavekort som elever og lærere kan bruge på egen hånd: ”Hvad kan du høre?”, ”Kom tættere på!”, ”Vær din egen skulptur”, ”Hvad siger skulpturen?”, ”Tag et selvportræt!”, ”Hvad kan kunsten bruges til?” mfl.  Alle opgavekortene uddyber, hvordan opgaven skal gribes an og formidles – det er lige til at gå til.

Alle opgaverne er åbne og lette at tilpasse til elevernes niveau og forforståelse.

Ved ankomst gives en introduktion til stedet – varighed 15-20 minutter, derefter skal eleverne ud i små hold på egen hånd.

Eleverne skal medbringe telefon med kamera samt downloade en ”stemmeoptager app”.

Klik her for at downloade opgavekortene gratis.

Tidsrum: 9.00-12.00

Pris: 495,-

Max 25 deltagere, inkl. pædagogisk personale.