Man tager en tagventil... J.A. Plastindustri har specialiseret sig i at fremstille individuelle tagtilbehørsprogrammer, og teknikken er sprøjtestøbning og termoformning i plast. Efter utallige besøg i JA Plast’s endeløse haller med spændende former og profiler har Thomas Wolsing i nært samarbejde med modelsnedker Viggo og det tekniske personale i øvrigt ladet sig inspirere af ét bestemt produkt, nemlig en tagventil – en taghætte beregnet til udluftning på et kvadratisk stykke tagprofil.
Tematikken ”udluftning/at trække vejret” i forskellig skala er idégrundlaget for denne plastikskulptur som mere end 20 medarbejdere har været med til at producere og sætte sammen til en rhombicosidodekaedre – en matematisk form som består udelukkende af 3-kanter, 4-kanter og 5-kanter og hvis forfader er terningen.
Resultatet er nu blevet en stor fodboldformet skulptur i forskellige spændende farver og overfladesammenstød med en diameter på over 2 meter. Den består af 30 tagventiler, 20 næser og 12 skulpturelle forstørrelser af en læbecelle – den celle på undersiden af blade, der sørger for at planter og træer kan ånde.
Alt i alt forskellige måder at ”trække vejret ” på.
Titel: Sospiro
Årstal: 2012
Kunstneren
Thomas Wolsing er en dansk billedkunstner. Han er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 1999. Han arbejder i flere forskellige medier, både skulptur, installation, maleri og video.
Se kunstneren