THERMAL BLOOMING - en magisk oplevelse for hele familien

THERMAL BLOOMING i Deep Forest Art Land. Lørdag den 11. oktober, klokken 16.30.

I efterårsferien åbner vi skoven til en aften, hvor ild, kunst og natur smelter sammen i et fællesskab for både børn og voksne.Vi starter med mad over bål, inden vi bevæger os videre ind i skoven.

Oplev Morten Plesners Gravel Bead Drills oplyst på vores Skulpturkirkegård og afsløringen af hans brændingsskulptur Thermal Blooming.

Det bliver en sanselig rejse ind i mørket – fra bålets varme til ildoplyste former og frem til aftenens klimaks: en ovn, der langsomt folder sig ud som en lotusblomst og afslører glødende keramiske skulpturer.

Musikeren Sven Meinild bygger stemningen op med et akustisk lydlandskab, som leder os frem mod åbenbaringen af Thermal Blooming. Side om side oplever vi ildens magi, mens efterårets mørke sænker sig over skoven.

Deltagelse i eventet koster 50 kr. pr. voksen og 25 kr. pr. barn – prisen dækker hele aftenen: mad, drikke, pandekager og de kunstneriske oplevelser. 

Køb dine billetter HER 

Program

Program 

Kl. 16.30
Vi mødes på parkeringspladsen, hvor I guides mod det gotiske kvarter. Her byder vi på Kristinas hjemmelavede, fyldige tomatsuppe, serveret med brød over bål. Til dessert bager vi pandekager sammen over gløderne. 

Kl. 17.45
Vi fortsætter gennem skoven til Skulpturkirkegården, hvor værket Gravel Bead Drills af Morten Plesner præsenteres. Denne aften vil ilden fra fakler oplyse Skulpturkirkegården for jer.

Kl. 18.30
Afsløringen af Thermal Blooming.
Til de akustiske toner af musiker Sven Meinilds lydlandskab, sættes stemningen til afsløringen af billedkunstner Morten Plesners brændingsskulptur. For øjnene af os åbner en kæmpe ovn sig, fyldt med ild og glødende keramiske former, der lyser mørket op omkring os.

Begivenheden slutter ca. klokken 19.30. 

Tak til Statens Kunstfond.

Thermal Blooming af Morten Plesner

Thermal Blooming er en mobil brændingsskulptur, der opføres som en performativ begivenhed i landskabet. Skulpturen består af keramiske elementer, som samles på specialbyggede stålrør og omsluttes af en ovnkappe lavet af keramisk fiber og poleret stål. Før ovnen åbnes, spejler stålets blanke overflade omgivelserne – landskabet, publikum, lyset. 

Opvarmningen af skulpturen varer omkring otte timer og sker først med gas og derefter med brænde, der gradvist bygger varme og atmosfære op frem mod det afsluttende øjeblik. Når mørket falder på, åbnes ovnen som en stor, mekanisk lotusblomst – og i midten afsløres de rødglødende keramiske former, der rejser sig som støvdragerlignende søjler. Heraf titlen Thermal Blooming. 

Før afsløringen opføres en mindre koncert af musikeren Sven Meinild, der arbejder med improvisation og akustiske landskaber. Musikken fungerer som en slags overgangsritual og understøtter den stemning, der opbygges frem mod skulpturens åbenbaring. 

Til selve afsløringen inviteres fire personer fra publikum til at hjælpe med at åbne ovnkappen. Det er en enkel, men betydningsfuld gestus, hvor publikum bliver medskabere i det, der sker – en del af den overgang, værket udgør. 

Thermal Blooming er ikke en fast form, men en foranderlig proces, hvor materiale, varme og sted spiller sammen. Værket ændrer sig for hver brænding og tilpasses det landskab og den stemning, det opføres i. Det handler om transformation, om nærvær og om at dele et midlertidigt øjeblik, hvor noget bliver til – og noget går i opløsning 

Gravel Bead Drills af Morten Plesner

Gravel Bead Drills har været udstillet flere steder og i forskellige kontekster og har fået sin sidste plads på Skulpturkirkegården i Deep Forest Art Land.

Værket udforsker grænserne for det keramiske og kunstneriske udtryk gennem en kraftfuld sammensmeltning af rå, mekaniske kræfter og en forfinet, næsten rituel bearbejdning af materialet.

Det består i øjeblikket af tre kæder med tilsammen cirka 260 keramiske perler og en samlet vægt på omkring 500 kg. Hver perle er skabt gennem den eksplosive og kraftfulde teknik Powerdrill Pottery, hvor leret bearbejdes med boreværktøj og redskaber som vinkler, skeer og bøjede stålstænger. Den ekstreme rotationshastighed udhuler og former materialet med voldsom energi og efterlader rå, mekaniske spor i overfladen – en direkte afspejling af den intense proces.

Gravel Bead Drills fremstår som en arkæologisk opdagelse fra skovens dybe lag – som en forhistorisk rygrad eller et rituelt redskab med ukendt oprindelse. Det trækker tråde mellem menneskehedens søgen efter det guddommelige og den spirituelle dybde, vi finder i naturen.