Forberedelse i klassen
Inden besøget i Deep Forest Art Land skal eleverne arbejde med holdninger, ord og det at lytte til hinanden.
Det, I undersøger i klassen, tager I med videre ud i skoven.
Inden I går i gang
| Forløb | Kunst, sprog og refleksion |
| Klassetrin | 6.-9. klasse |
| Varighed | Ca. 35–50 minutter |
| Organisering | Hele klassen, bevægelse i rummet og samtaler to og to |
Til underviseren
Forberedelsen skal ikke give eleverne viden om de kunstværker, de skal møde på forhånd. Den skal åbne nogle af de spørgsmål, de senere kommer til at undersøge gennem kunsten og mødet med hinanden i Deep Forest Art Land.
Eleverne skal derfor ikke nå frem til bestemte svar. Det vigtige er, at de får erfaring med at tage stilling, sætte ord på deres egne tanker og lytte til andre, som måske tænker noget helt andet.
1. Enig eller uenig?
I skal begynde med en øvelse, hvor alle skal tage stilling.
Sådan gør I
Find to sider af klasselokalet:
- Den ene side betyder ENIG.
- Den anden side betyder UENIG.
Alle elever rejser sig og starter enten midt i lokalet eller ved deres pladser.
Læs en række udsagn højt ét ad gangen. Efter hvert udsagn skal alle elever vælge:
- Er du enig? Gå til ENIG-siden.
- Er du uenig? Gå til UENIG-siden.
I denne øvelse er der ikke en neutral position. Hvis man er i tvivl, skal man vælge den side, man hælder mest til lige nu.
Udsagn
Start gerne med et par af de første og mere enkle udsagn, så eleverne lærer øvelsen at kende. Bevæg jer derefter over i udsagn, hvor der måske er lidt mere på spil.
- Efterår er den bedste årstid.
- Det er bedre at være sammen med andre end at være alene.
- Det er vigtigt at være god til noget.
- Det er vigtigt, hvad andre tænker om én.
- Man skal altid sige, hvad man mener.
- Det er vigtigere at være ærlig end at være sød.
- Man kan godt være venner, selvom man er meget uenig.
- Hvis mange mennesker mener det samme, er der større chance for, at de har ret.
- Man kan respektere en holdning, man er helt uenig i.
- Det er okay at ændre mening, hvis man hører et godt argument.
- Nogle gange er det bedre ikke at sige, hvad man tænker.
Stop op undervejs
Vælg nogle af udsagnene, hvor eleverne placerer sig forskelligt, og spørg en eller to elever fra hver side:
- Hvorfor er du enig/uenig?
- Er der nogen på den anden side, der har en helt anden begrundelse?
- Er der noget, du har hørt, som får dig til at tænke anderledes?
Det er vigtigt, at øvelsen ikke handler om at overbevise hinanden eller finde frem til det rigtige svar. Eleverne skal undersøge deres egen holdning og samtidig være nysgerrige på, hvorfor andre kan tænke anderledes.
Tal sammen til sidst
- Var der udsagn, hvor det var svært at vælge side?
- Blev I overraskede over, hvor de andre stillede sig?
- Kan man være uenig og samtidig forstå den andens synspunkt?
- Var der noget, nogen sagde, som fik jer til at flytte jer – eller næsten fik jer til det?
Der er ikke rigtige eller forkerte placeringer. Øvelsen handler om at tage stilling, lytte til hinandens begrundelser og opdage, at vi ikke nødvendigvis tænker det samme.
2. Hvad tager du med dig?
Inden I afslutter, skal eleverne kort vende tilbage til det, de har undersøgt.
Bed dem tænke over:
Hvad vil du selv prøve at være særligt opmærksom på, når vi besøger Deep Forest Art Land?
Det kan for eksempel være:
- At turde sige, hvad jeg faktisk mener.
- At lytte til nogen, jeg er uenig med.
- At være nysgerrige på, hvorfor andre tænker anderledes.
- At være åben for at ændre mening.
'Eleverne kan vælge én ting hver. De behøver ikke fortælle resten af klassen, hvad de vælger. Lad gerne eleverne komme med forslag.
Tag den med jer som et lille personligt opmærksomhedspunkt til besøget.
3. På vej mod skoven
Nu har eleverne taget stilling, lyttet til forskellige holdninger og undersøgt ord.
Inden I tager afsted, skal I kort tale sammen om, hvordan I bevæger jer gennem skoven og passer på det sted, I skal besøge.
Pas på naturen
- Hvordan bevæger vi os rundt i skoven?
- Hvordan passer vi på dyr og planter?
- Hvordan kan vi sørge for at efterlade skoven, som vi fandt den?
Pas på hinanden og kunsten
- Hvordan passer vi på kunstværkerne?
- Hvordan viser vi hensyn til andre gæster?
- Hvordan giver vi plads til hinandens forskellige holdninger?
- Hvordan viser vi, at vi lytter, selvom vi er uenige?
- Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at få en god oplevelse?
Vi ses i skoven
I Deep Forest Art Land fortsætter undersøgelsen.
Her kommer I til at møde kunst, natur, ord og hinandens holdninger på nye måder.
I behøver ikke være enige.
I behøver heller ikke have svarene på forhånd.
Vær nysgerrige på det, I selv tænker – og på det, de andre får øje på.