Omkranset af bøgehæk og med en overdækket pavillon danner stedet en særlig lysning mellem træerne. Her kan du tage en pause, spise din madpakke eller opleve de værker og spor, som gennem årene er blevet skabt på stedet.
Billedhuggerhaven er samtidig et arbejds- og mødested for kunstnere – og et af de steder i Deep Forest Art Land, hvor skoven tydeligst viser sig som både natur og atelier.
Værker
Et åbent rum for kunst
Lysningen i skoven der ikke er tilfældig. Det er en have formet som en anden have - en præcis kopi i 1:1 af Billedhuggerhaven på Charlottenborg i København, Kunstakademiets historiske skulpturhave, som siden 1870'erne har fungeret som levende atelier for generationer af billedhuggerstuderende.
Reproduktionen blev skabt i 2016 af studerende fra Kunstakademiets Billedhuggerskole i samarbejde med Deep Forest Art Land. De ryddede et areal mellem træerne, afmærkede grundplanen og byggede pavillonen — og skabte derved et spejl: Det institutionelle, lukkede rum på Charlottenborg åbnede sig i en skov i Midtjylland og blev til et sted, alle kan komme ind.
Tanken bag er enkel og ambitiøs på samme tid. Billedhuggerhaven i Deep Forest Art Land er ikke et færdigt kunstværk, men et mulighedsrum — en platform som kunstnere, studerende og alle andre kan tage i brug. Workshopper, residenser, skulpturudstillinger, og lange dage alene med et projekt: Alt er tænkt som muligt her.
I dag kan du opleve haven med dens hæk, pavillon og de skulpturer, der over tid er blevet efterladt eller skabt på stedet. Haven er selvorganiseret og åben: der er ingen billetter, ingen guide. Stedet taler for sig selv — og venter på hvad du bringer med.
Hvad er en billedhuggerhave?
At arbejde med skulpturer medfører nogen gange at værkerne er tunge, store og kræver plads — både til at blive til og til at stå i. Atelier og udendørs arbejdsplads hænger uløseligt sammen for mange billedhuggere, og begrebet "billedhuggerhave" beskriver præcis det: Et afgrænset udendørs rum, der fungerer som produktionssted, lager, udstillingsrum og diskussionsplads på én gang.
Traditionen på Charlottenborg er mere end 130 år gammel. Generationer af studerende har hugget, støbt, eksperimenteret og diskuteret i haven — og den rummer stadig spor af alle dem, der har arbejdet der. Det er ikke et museum, men et levende sted, der konstant er under forandring. Billedhuggerhaven i Deep Forest Art Land er tænkt ud fra samme princip: Et sted der ikke er færdigt, men altid i bevægelse.
Ideen bag reproduktion – et negativt aftryk
Da studerende fra Kunstakademiets Billedhuggerskole i 2016 begyndte at afmærke Billedhuggerhaven Skovsnogen, var det ikke bare et byggeprojekt — det var en undersøgelse af hvad der sker, når et rum flyttes fra én sammenhæng til en helt anden.
Billedhuggerhaven på Charlottenborg er statslig og lukket for offentligheden. Billedhuggerhaven i Deep Forest Art Land er åben for alle. De to rum spejler og modsiger hinanden — og i den spænding opstår der noget nyt. Ved at genskabe formen i en midtjysk skov åbner rummet sig: det samme fysiske grundplan får en anden betydning, når det omgives af træer i stedet for mursten, og af alle i stedet for de få.
Reproduktionen er en platform. Den er afstanden mellem København og Herning, mellem institution og natur, mellem det kendte og det ukendte — støbt i form af en bøgehæk og en pavillon i skoven.
Billedehuggerhaven er etableret med støtte fra blandt andre Fonden Roskilde Festival.