Skulpturkirkegården

Skulpturkirkegården er et særligt indhegnet område i Skovsnogen. Her kan skulpturer, der har udtjent deres oprindelige formål flyttes hen, forfalde og til sidst gå i et med naturen. Med tiden bliver det et slags katalog over den kunst som oprindeligt har været både i Deep Forest Art Land og andre steder.

Skulpturkirkegården er også Deep Forest Art Lands svar på den tilgroede romantiske have som man f.eks. ser på nedlagte kirkegårde i England, f.eks. Highgate cemetery, der ligger på en bakketop med udsigt over hele London. Kirkegården blev etableret af et privat firma under koleraepidemien i 1820´erne. Det var bare 1 ud af 8 nye konkurrerende kirkegårde eller “garden cemeteries”. Her blev der virkelig gjort noget for at tiltrække kendte og velhavende kunder. Man byggede bl.a. egyptiske templer, katakomber osv. Der skulle tjenes penge ved at gøre kirkegården til et udflugtsmål for byboerne. Og det virkede!  Snart måtte man sløjfe den ene sti efter den anden til brug for grave, og kunderne, der var blevet lovet en grav til evig tid, fik snart trange kår. I det tyvende århundrede, hvor de private kirkegårde gik konkurs, gik det hele i forfald og groede til. Highgate blev i 1960´erne overtaget af frivillige (the Friends of Highgate Cemetery Trust) som satte pris på disse unikke åndehuller i byen.

Vi bygger ruiner, men hvad indeholder fremtiden for Skulpturkirkegården?

Placeringen af kirkegården blev valgt, da der var rester af et hegn, der i sin tid blev sat op for at beskytte nyplantede træer mod rådyrenes glubende appetit. Hegn, stier og beplantning skal op på et stadie, så man får fornemmelse af, at her har været en kirkegård, men der er lang vej endnu. Det er et omfattende projekt at bygge et forfald – at bygge en ruin. Men vi tager en dag ad gangen og ser positivt på fremtiden.

Værker skænket af professionelle kunstnere fra hele verden.

Skulpturkirkegården rummer værker skænket af professionelle kunstner fra nær og fjern. Der kommer løbende nye til. I vores første invitation til Skulpturkirke-gården skrev vi:

  • Har du en skulptur, der er klar til den sidste rejse?
  • En skulptur, der aldrig blev vist?
  • En der aldrig blev færdig?
  • Et objekt, der måske aldrig levede op til dine forventninger?
  • Er pladsen for trang?

Tusind tak til de generøse givere/kunstnere, hvorom dette projekt aldrig var blevet til noget.
Vi bygger ruiner til fremtiden af skulpturer og kunstværker – kunstværker, der alle har været på en rejse rundt i landet og set mennesker i mange forskellige sammenhænge, men som måske ikke helt blev værdsat i sin samtid, og det kræver mod. Tak.

Vil du være frivillig og hjælpe med opbygningen af Skulpturkirkegården? Bliv en af Skulpturkirkegårdens venner!

Vi håber på sigt at Skulpturkirkegården også får nogle venner, der kan hjælpe med dette ambitiøse projekt. Hjælpen kan have mange former, her er et par bud;

  • Kirkegårds indretning, gamle park bænke, granit kvader, støbejerns elementer osv.
  • Beplantning – måske du har grønne fingre.
  • Træer og buske, der vil passe ind.
  • Murer, tømrer, smed der vil hjælpe med at bygge stemning, eller der fx har gamle munkesten liggende osv.

Skriv til os om stort og småt, så tager vi den derfra. Hav tålmodighed med svaret, da Skovsnogen i høj grad hviler på frivillig arbejdskraft. Du kan kontakte os på: info@deepforestartland.dk eller læse mere om at være frivillig i Deep Forest Art Land her.